Skolemøbler til Skolen i Biry

Nu kan eleverne i Biry snart sidde ned og skrive ved et bord i skolen.

Skoleeleverne i Biry har fået en flot skole, men de mangler skoleborde og bænke at sidde på. Foreningen regnede med, at de pædagogiske myndigheder ville give skolen de nødvendige borde og bænke.

Skolegruppen i Biry har både sidste år og i år bedt om borde og bænke, men desværre har svaret været, at myndighederne manglede midler til at give tilstrækkeligt med borde og bænke til Biry. Myndighedernes midler til skoler bliver hovedsageligt sendt til det nordlige Mali, hvor mange skoler blev ødelagt under konflikten. Sidste år fik skolen fem sæt og i år har skolen fået yderligere fem sæt. Derudover har indbyggerne i Biry samlet penge ind og købt fem sæt, så nogle af eleverne kan sidder ned.

Med det tempo vil det tage lang tid, inden alle eleverne i Biry kan komme til at sidde ned. Derfor har bestyrelsen i Foreningen Skolen i Biry besluttet at støtte skolen og købe skolemøbler.

Vi har sendt knap 20.000 kroner til et værksted, som fremstiller skolemøbler. For de penge får vi 48 sæt borde og bænke. Vi har kontakt til formanden for værkstedet, som har lovet os en særlig billig pris, da hans familie selv stammer fra Biry. Han har samtidig lovet at sørge for, at møblerne bliver sendt til Biry for hans regning.

I disse uger bliver skolemøblerne bygget og det er som alt andet arbejde i Mali håndarbejde. Eleverne i Biry venter spændt!

Det bliver meget lettere  for eleverne at skrive og regne, når de sidder ved et bord og har fast støtte.

Indsamlingen fortsætter, så vi kan bygge latriner og et kombineret kontor og opbevaringsrum til skolematerialerne.

Dette indlæg blev udgivet i Nyt om skolen og tagget . Bogmærk permalinket.